Drømme

Jeg har længe tænk på at begynde at skrive min drømme ned. Jeg så et TV program om drømme, hvor de fortalte at hvis man begynder at skrive sine drømme ned, vil man inden for nogle uger begynde at huske flere af dem.
Derfor vil denne blog også indeholde nogle af mine drømme. Den første er fra i nat.

Jeg drømte at jeg var i byen med nogle venner, på vej ind på en bar midt om natten, ser jeg pludselig min lillebror komme hen imod mig. Han kigger på mig og siger farvel. Jeg bliver forvirret og spørger hvor vores forældre er, og han fortælle mig at de sover derhjemme. Derefter spørger jeg hvor han skal hen, og han siger at han bare vil væk. Jeg giver ham et kram og siger at nu tager vi hjem sammen, og vi begynder at gå. Vi går sammen hele vejen hjem, men som det så tit sker i drømme når man skal skynde sig, kan jeg ikke gå. Jeg går ekstremt langsomt, mens min lillebror næsten løber foran mig. Jeg blive ved med at prøve at nå op til ham, af frygt for at han vil løbe væk, men jeg kan ikke. Da han venter ved et lyskryds lykkedes det endelig at indhente ham, og jeg ser at han græder.
Her skrifter scenen til min veninde og jeg som sidder i et lille (hotel)værelse. Vi tager sammen ud for at shoppe, hvorefter min veninde skal mødes med nogle andre, og jeg tager hjem til værelset. På vejen hjem høre jeg i radioen, at der er nogen sejler rundt i tunnellerne under jorden. Tunnellerne er udgravningerne til de nye metrostationer, jeg ved ikke hvorfor der er vand i disse, men det er der åbenbart. De fortæller i radioen at det kan være farligt, fordi folk fare vild
Da jeg kommer tilbage til værelset, tager jeg den plastikspand vi bruger til vasketøj. Jeg går ned i tunnellerne, hvor jeg finder en åre. Jeg sætter mig op i spanden og begynder at sejle. Jeg sejler gennem tunnellerne, og kommer ud til store "pladser" under jorden, hvor de deler sig, og jeg bare følger strømmen. Pludselig falder et gitter ned bagved mig, jeg overveje hvordan jeg nu skal komme tilbage, men kommer i tanke om at jeg nok alligevel ikke ville kunne komme tilbage den vej, fordi jeg ikke kunne huske vejen, og at det var imod strømme. Jeg er på intet tidspunkt bange, selvom det er mørkt, og jeg sejler vildfaren rundt under jorden. Efter et stykke tid lysner det forude, og med et sejler jeg for fuld fart op af en rampe, så meget at jeg på toppen flyver ind på en plads, og folk kigger på mig da jeg lander. Jeg rejser mig op, og griner helt vildt, så meget at jeg ikke kan stoppe igen. En dame der først så meget forskrækket, og derefter meget vred ud begynder også at grine. Hun spørger om jeg ikke var bange dernede, men jeg svare bare grinene nej.
Jeg går hjem med spanden, og lige da jeg er ankommet ringer min telefon. Min mor fortæller mig at min lillebror er forsvundet, efter beskeden kan jeg ikke bevæge mig. Min veninde kommer ind og sætter sig ved siden af mig. Jeg prøver at fortælle hende at min lillebror er forsvundet, med kan ikke snakke. Der kommer kun luft, og skingre lyde ud af min mund, hvorefter jeg bryder ud i gråd.
Her slutter min drøm.

Den er ikke så munter, men jeg har besluttet mig for at mareridt  ikke skal glemmes, blot fordi de er behagelige. Jeg er overbevist over at de har en lige så vigtig funktion som almindelige drømme, hvis ikke vigtigere.
Hvilken funktion drømme har, er jeg dog ikke helt sikker på. Man skal mok lærer af dem, men nogle gange er de bare alt for mærkelige til at man på nogen måde kan tolke noget ud af dem. I de tilfælde kan det selvfølgelig være underholdningsværdigen..

Da jeg var lille lyttede jeg til musik når jeg skulle sove. (Det gør jeg egentlig stadig) Dengang hørte jeg Kitaro, på bånd(!) Mine forældre blev nød til at købe den på CD, fordi jeg vågnede ved det klik der er når båndet er færdigt. Anyway, Jeg slappede af, og forestillede mig billeder til sangene.
En af dem jeg husker billederne til, er denne http://www.youtube.com/watch?v=3qg8vjSYess jeg forstillede mig at hvert "musik udbrud" var en rund platform, og at musikken op til, var trappetrin, der blev skabt mens musikken spillede, og man gik op af dem. Platformene blev større og større, indtil man til sidst stod på en kæmpe platform med hvide søjler.
Det er nogle underlige ting man husker fra sin barndom, men de underligste er oftest de bedste.

Godnat!